Tertzo’s Tornjaks

Frontpage & Contact     Main page   Our dogs   puppyplans

Forside & Kontakt         Menu          Vore hunde    Hvalpeplaner

Rikas historie

Maj 2008 — Rika er kommet hjem

Man skal nok kende lidt til hendes baggrund for at forstå hvilken omvæltning et liv hos os er for Rika.

Hun er født 6 juli 2007 hos en stor velrennomeret opdr. i Kroatien, han  har  20-25 Tornjaks.

Hundene lever udenfor i deres egne bure, de er aldrig inde, og er kun sparsomt miljøtrænet og socialiseret. På billedet ses hun med sit hjem i baggrunden.

Det er alm. at Tornjaks bor sådan i den del af verden. Det er fattige egne og mange opdrætter også hunde for at tjene lidt den vej.

Rika  har altså nu 10 mdr. gl. aldrig været inde i et hus, og kender ingen af de lyde eller synsindtryk, som kommer med det liv.

Efter jeg havde bestemt mig for at købe hende,  ville jeg jo gerne ha’ hende hjem i en fart. Nu skulle vi så lige ha’ fire personers kalendere afstemt - min, opdrætterens,  min tolks - Miso,  og min veninde Mie (opdr. af min første berner ), som også gerne skulle med. Det var ikke så enkelt.  Den weekend i maj de 3 af os kunne, skulle opdr. til bryllup.   Min tolk tilbød at hente hunden et par dage før jeg kom, og så kunne jeg hente den hos ham, og sådan blev det. Jeg ville ellers gerne ha’ set resten af hundene, men det må blive en anden gang. Rika blev så hentet 3-4 dage før jeg kom, og boede sammen med Misos familie  og hans Tornjak tæve Zanka.

Ingen hemmelighed at jeg var edderspændt på hvordan sådan en hund ville reagere på mig.

Vi ankommer sen eftermiddag hos Miso og blir’ budt stille velkommen af Zanka og Rika, mindre stille af en anden hund familien har. Et landsbypotpurri kalder Miso ”racen”.

Jeg sætter mig på hug og bruger alle mine venlighedssignaler, de blir’  da også straks belønnet med et slik på næsen fra Rika - og så var jeg solgt.  

Jeg var lidt bange for at hun på fremmed grund ville prøve at springe over hegnet og løbe hjem, de er temmelig adrette, men Miso havde kun ca. 50 cm hegn om, og det kunne hun gå over, hvis hun ville, men hun havde ikke forsøgt. Det var jo rart at vide, jeg havde frygtet, at vi skulle ha’ nyt hegn om hele den  1,5 tønde land.

Vi snakkede lidt om løst og fast og nød udsigten, der er ufattelig smukt i området.

Miso mente Rika ikke var renlig, da hun havde gjort stort på hans køkkengulv & at hun var håndsky  - hvilket han demonstrerede ved at klappe voldsomt i hænderne lige foran hende. Hun trak sig da også lidt væk, det var der nu nok mange bernere, der også havde gjort. Hun var heller ikke bekendt med trapper, de tre trin han havde ned til haven, kunne hun ikke rigtig finde ud af. Hun havde også været lidt køresyg, da han havde hentet hende, så i dag havde hun ingen mad fået. Hun plejede at blive fodret om aftenen på kennelen.

Nå, vi skulle jo hjem igen, så vi klarede det praktiske. Hun var allerede knyttet til  stedet, og ikke meget for at skulle med os. Ganske forståeligt. Hun kunne nu heller ikke finde ud af, at hoppe ind i bilen, så hun måtte bæres.

Senere på aftenen gjorde vi holdt i Østrig for at få tanket både bil og maver op. Vi fandt en restaurant, hvor hun kunne komme med ind. Hun gik fint med, tjeneren kom med vand til hende og hun fik resterne af kylling og schnitzel, hvilket hun tydeligvis nød. Livet var vist ikke så værst alligevel.

Godt inde i Tyskland og langt ude på natten,  skulle jeg snart hvile øjnene, så vi fandt et motel langs motorvejen. Værelset lå på første sal, men med Mie først og lang line, så tog Rika trapperne uden problemer, hun skulle med os, koste hvad det ville. Det er utroligt så få timer hun skulle være sammen med os, før hun mente vi var hendes flok, og vi skulle helst være der begge to.

Vi havde luftet hende mange gange, men  havde ikke held til at få hende til at levere noget, så jeg var lidt bange for motellets gulvtæpper. Først satte jeg hende fast på badeværelset med døren åben, men det var hun ikke helt glad for. Hun kunne heller ikke se os derfra, så bandt jeg hende til sengen og der lå  hun hele natten ved siden af mig og sagde ikke en lyd.

Hun var senere på dagen med på en stor restaurant igen - med mange trapper og mange mennesker, her lærte hun at spise med gaffel, det kan enhver dannet hund selvfølgelig - mine kan ialfald.

Hun hoppede allerede efter første gang selv ud og ind af bilen. Bilen var et godt sted. I min ligger der altid en god madras og den fandt hun hurtigt fordelen af,  så hun sov roligt det meste af vejen og vi så ingen tegn på køresyge.

Vel hjemme er hun blevet introduceret til resten af familiens medlemmer. Jeg var bange for at kattene kunne være i fare, men ingen problemer der.

Vores  gamle Kisser har da også fortalt hende, hvem der er dronning her på slottet, og det behøvede hun ikke få skåret ud i pap. Hun virker ret intelligent.

 

Rika er helt klart årsagen til min passion for racen.